Marselisvej 3

Previous

Fra: harald <harald@birkwald.dk> 
Til: planlaegningogbyggeri@aarhus.dk 
Dato: 12. juni 2012 kl. 13:02 
Emne: Udvidelse af Marselisborg Gymnasium 


Med baggrund i den rundsendte folder "Udvidelse af Marselisborg Gymnasium ved Birketinget i Marselis-kvarteret" har jeg nedenfor anført en række forhold som efter min mening bør tages i betragtning inden/ved udarbejdelse af lokalplan for området.

Helt overordnet bør en lokalplan udarbejdes i overensstemmelse med den af byrådet fornyligt vedtagne Arkitekturpolitik 2012. Denne foreslår , at kommunens indsats for smukke veje genoplives eller sagt på en anden måde: Mere marguerit-rute , mindre tysk motorvej.

Marseliskvarteret er kendetegnet ved mange bevaringsværdige huse og utroligt smukke veje. Måske et af Danmarks første paracelhuskvarter der stort set er bevaret som det oprindeligt så ud , da der er meget få "nye" huse i området. Et kvarter der ligger direkte op ad skoven og tæt på marguerit-ruten. De høje træer fra skoven er ligeledes trukket ind i kvarteret som dermed er utrolig harmonisk med flotte veje med hver deres særpræg. En by der gerne vil være kulturhovedstad i 2017 må derfor vise vejen ved at sørge for at bevare denne arkitektoniske kulturperle som Marselis-kvarteret er.

Udvidelsen af gymnasiet mod nord ( mod Marselis Tværvej ) virker meget bastant og glaspartierne mod Birketinget giver risiko for indblikgener til naboer og meget generende lys efter mørkets frembrud. Foreslår , at dette dæmpes og bygningen gives en mere grøn profil så den ikke skæmmer området.

Udvidelsen mod syd ( sportshallen ) er en firkantet klods der ikke falder godt ind i området. Denne bør udarbejdes på en måde at den falder bedre ind i området hvilket kan foretages med krav om mere grøn profil , dvs planter på facader. 

Det helt store problem ved udvidelsen er den øgede trafik i området. Gymnasiet anfører , at trafikken ikke øges væsentligt  , da der ikke er planer om at øge elevtallet. Jeg kan konstatere , at antallet af elever der kommer i bil til gymnasiet er tiltaget stærkt de senere år , en udvikling jeg er overbevist vil fortsætte uanset om elevtallet ikke stiger.

Trafik herunder parkering er generelt et stort problem i kvarteret. Der parkeres i stor grad i kvarteret ved arrangementer på Tangkrogen , Friheden samt NRGI Park og Arenaen. Derfor må de krav der stilles til gymnasiet for parkeringspladser være på niveau med hvad der kræves af andre virksomheder i kommunen. Som følge af det naturskønne område bør der kræves at parkeringspladser primært er i p-kælder , dvs under jorden. De foreslåede 50 pladser rækker ikke.

Parkeringsforholdene i området minder for tiden mest om "Tysk motorvej". Dette indtryk vil forværres efter gymnasieudvidelsen hvor hallen påtænkes udlejet indtil kl. 23.00 hver dag syv dage om ugen. Dette giver øgede trafik- og støjgener og meget store parkeringsproblemer , især i week-ender hvor der typisk er andre arrangementer i området. Der bør kræves begrænsninger i udlejning som følge af disse forhold.

Jeg foreslår at der foretages en VVM Screening , da der ikke kan være tvivl om at udvidelsen vil belaste miljøet i området med øget støj , lys samt parkeringsproblemer.

Som anført er parkeringsforholdene i området mest "Tysk motorvej". Der parkeres i stor udstrækning på Birketinget , Marselis Tværvej, Marselisvej samt Skovbrynet. Dette gælder både ved større arrangementer i området og fra skolens side. Parkering foretages i begge sider af vejen og P-forbudt eller standsning forbudt skilte ignoreres i høj grad. P-kontrollen i området er næsten ikke eksisterende og på Birketinget , Marselis Tværvej og Marselisvej bliver trafikken ofte "ensrettet" da to biler ikke kan passere hinanden pga. parkerede biler.Foreslår at P-kontrollen i området opgraderes.

På Skovbrynet og Marselisvej er der en smuk grønning mellem fortov og vej. Disse bruges i stor udstrækning til parkering selv om dette ikke er tilladt. På Skovbrynet er problemet særligt stort og det grønne område ødlægges jævnligt. Jeg foreslår der placeres pæle i græsset for at forhindre parkering ligesom det er gjort på Kongevejen/Mindeparken og Strandvejen/Tangkrogen.

Den etablerede skråparkering på Marselis Tværvej er en "øjenbæ" i kvarteret. Foreslår at fortovet reetableres og der skabes ordnede parkeringsforhold så to biler kan passere hinanden selv om der parkeres på vejen. 

Ovennænte forslag vedrører til dels gymnasiebyggeriet , til dels kommunen samt et samarbejde mellem kommune og gymnasie ( Marselis Tværvej) og er efter min opfattelse helt i ånd med den af byrådet fornyligt vedtagne Arkitekturpolitik 2012 og resulterer i: Mere marguerit-rute , mindre tysk motorvej.

Jeg håber kandidatur til Kulturby 2017 samt Arkitekturpolitik 2012 er andet end facade , dvs. man mener det alvorligt med at bevare og sikre de kulturperler man har i byen.

Harald Birkwald
Marselisvej 3
8000 Aarhus C
Email: harald@birkwald.dk

© Anders Petersen 2011