2010-2011 Generalforsamling

1. Mødeindkaldelsen

Indkaldelse til Generalforsamlingen blev rundsendt til foreningens grundejere den 6. september. Indkaldelsen, beretningen og 2 bilag i form af breve til Rådmand Laura Hay kan ses i sin helhed her. Med rundsendelsen fulgte også Regnskab og Budget.


2. Referat af generalforsamlingen

Ca. 50 engagerede medlemmer var mødt op til generalforsamlingen.

Indledningsvist fortalte skoleleder Peder Grene lidt om Forældreskolen. Skolen består af 25 klasser, og der starter 40 nye børn i 0. klasse hvert år. Der er lige mange piger og drenge i hver klasse og max. 20 børn i hver klasse.

Der er ca. 50 ansatte på skolen. Skolens økonomi består af 73% statstilskud og 27% forældrebetaling (pt. 1.200 kr../md.)

Ca. 13% af alle skolebørn i Danmark går i friskole/privatskole.


1. Valg af dirigent

Henrik Haugstrup blev valgt til dirigent.


2.Bestyrelsens beretning om det forløbne år

Formand Anders Petersen gennemgik bestyrelsens beretning, der på forhånd var udsendt til medlemmerne (se referencen ovenfor med blå skrift). 

Den efterfølgende diskussion blev organiseret efter beretningens hovedpunkter. Diskussionen var livlig og engageret, og følgende skal fremhæves:

Snerydning: Der blev foretaget afstemning om hvorvidt snerydning skulle fortsætte efter samme princip som hidtidigt, med ens takst for alle uanset fortovslængde, eller om der skulle indføres differentierede satser afhængig af fortovslængde.

Et overvældende flertal besluttede at fortsætte med ens takst.

Bestyrelsen havde indhentet alternative tilbud fra andre snerydningsfirmaer, og dette skal der arbejdes videre med.

Tivoli: Aase Buch Andersen opfordrede alle der er generet af Fed Fredag eller andre arrangementer i Tivoli Friheden til at ringe ind og klage til kommunen, hver gang det sker.

Postkasser: Bestyrelsen vurderer, at det kan blive svært at opnå dispensation, så vi kan undgå postkasser. Derfor opfordres medlemmerne til at komme med forslag til flotte postkasse-løsninger for kvarteret.

Gymnasium: En lang debat omkring gymnasiets udvidelsesplaner udspandt sig på mødet, hvor bl.a. følgende synspunkter /emner blev fremført:

- "Det bør tinglyses, at multihallen ikke må lejes ud til andet end skoleformål”.
- ”Trafikbelastningen i området og bevarelsen af de store træer og beplantning i øvrigt bør prioriteres højt”.
- ”Vi skal være realistiske i vores krav, og vælge vores kampe med omhu”.
- ”Vi som borgere kan opnå indflydelse overfor myndighederne, det kan man se ud af sagen Marselis Tværvej 4”.
- ”Gymnasiet er dog en modstander af en helt anden kaliber, end modstanderen på Marselis Tværvej 4 var”.
- Der bliver afholdt møde på gymnasiet mandag 26. september, hvor rektor og bestyrelsesformanden vil redegøre for planerne.
- Der bliver afholdt møde med Rådmand Laura Hay og embedsmænd fredag 7. oktober.

Efter en livlig og positiv debat blev beretningen godkendt.


3. Aflæggelse af regnskab

Kasserer Niels Munk fremlagde regnskabet, der viser, at vi har haft store udgifter i det forgangne år pga. den hårde vinter, hvor det har været nødvendigt at sende ekstra opkrævninger ud til medlemmerne, men der henstår dog stadig ca. 22.000 kr. på vores bankkonto.

Regnskabet blev herefter godkendt.


4. Behandling af rettidigt indkomne forslag

Der var ikke indkommet forslag.


5. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent

Det fremlagte budget og forslaget om opkrævning af et årligt kontingent på kr. 2.000 blev vedtaget. Det blev desuden besluttet, at bestyrelsen skal forsøge at forhandle sig frem til en billigere løsning - evt med andre leverandører, samt at sneskovlen skal løftes hos medlemmer, som er i restance.

Beslutningen fra sidste års generalforsamling om at foreningen har mandat til at udsende evt. ekstra opkrævninger ifb. med voldsomt vintervejr er stadig gældende.


6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter

Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg
- Birthe Black: ønsker ikke at genopstille.
- Niels Munk: ønsker at genopstille.

Til de to pladser i bestyrelsen blev valgt
:
- Finn Trunk Black, Gentoftevej 9,

- Niels Munk, Rungstedvej 11,

Til suppleanter blev genvalgt:

- Pernille Højberg Duun, Marselisboulevard 31,

- Mogens Møller, Birketinget 3,


7. Valg af revisor og revisorsuppleant

Til revisor blev valgt
- Poul Kraghede, Rungstedvej


Til revisorsuppleant blev valgt
- Niels Oustrup, Gentoftevej 2,


8. Eventuelt

Hunde: Nogle medlemmer beklagede sig over megen hundeglam til tider, og andre medlemmer beklagede sig over hunde-efterladenskaber på fortovene.

Trafik: Rungstedvejs lukning er stadig under evaluering hos kommunen.

Et medlem foreslog grøn lys prioritering fra Birketinget, når der ikke er biler på Marselis Boulevard, mens et andet medlem advarede imod at gøre det lettere at være trafikant i vores område, da der efter hans vurdering er rigtig meget gennemkørende trafik igennem kvarteret.

Formanden takkede først skoleleder Peder Gade for at forældreskolen ville lægge lokaler til generalforsamlingen og beværte deltagerne med øl og vand og dernæst medlemmerne for at møde frem og bakke op om bestyrelsens arbejde og vise deres interesse via den engagerede og konstruktive debat.

Bestyrelsen vil herefter konstituere sig.


Referent: Jan Steen Jacobsen




 

© Anders Petersen 2011