18. AUG. 2009. Indsigelse mod byggeriet på Marselis Tværvej 4
Fra indsigelsen kan især følgende 2 forhold fremhæves, som relevante for Gymnasie-byggeriet:
- OM BEVARINGSVÆRDIGHED:
"Området syd for Marselis Boulevard er med de mange bevaringsværdige bygninger og de dertilhørende beplantninger et meget fornemt eksempel på byplanlægningen, bebyggelse og behandling af de offentlige rum i første halvdel af det 20. århundrede.
Derfor bør der snarest udarbejdes en bevarende lokalplan, der sikre helheden, den bevaringsværdige bebyggelse og den bevaringsværdige beplantning på såvel private ejendomme som i det offentlige rum". - OM PARKERINGSFORHOLD:
"Udvides kontorarealerne vil det forudsætte parkeringsbehov, der ikke kan imødekommes på grunden. Det er i strid med p‐regulativet, og uanset om det søges løst ved anvendelse af gadearealer m.m., vil det blive belastende for kvarteret som helhed".
18. juli 2011. Planer om udvidelse af Marselisborg Gymnasium
Fra dette brev, der er stilet til rådmand Laura Hay, vil vi fremhæve 3 forhold:
- OM UDVIDELSE ELLER UDFLYTNING:
Valget står for os at se imellem en nænsom udvidelse på stedet eller en udflytning af hele institutionen, hvad der kan være tungtvejende grunde til, også når det betænkes, hvilken trafikal og dermed miljømæssig belastning et udvidet gymnasium på Birketinget vil få. - OM KOMMUNENS ANSVAR:
Tillad os at erindre om, at i henhold til Planlovgivningen har kommunerne ansvar for den kulturhistoriske bygningsarv i almindelighed, og at der følgelig skal udarbejdes oversigter over og planer for særligt værdifulde områder.
Det optimale ville, set med vore øjne, være, at der, som vi har anført det allerede i skrivelse af 18. august 2009 til kommunens Bygningsinspektorat, blev udarbejdet en bevarende lokalplan for hele det bevaringsværdige villa-område syd for Marselis Boulevard. - IKKE BARE BETYDNING FOR ÅRHUS:
Det vil glæde os, om vi løbende blev underrettet om udviklingen i denne sag, som ikke bare er af betydning for Aarhus, men også har nationale aspekter.