Dette nyhedsbrev indeholder følgende emner:
- Gymnasiebyggeriet skrider planmæssigt frem. Havde man været i tvivl, er det nu tydeligt, at det parklignende område, som Marselisborg Gymnasium lå i, er forsvundet. Det eksisterer nu kun i historiebøgerne og fotoarkiverne. Vi må håbe, at de løfter, der blev givet, om begrønning af bygninger og beplantningsbælter rundt om hele parcellen vil afbøde skaderne. Vi får se!
- Vores klage til NMKN (Natur- og Miljøklagenævnet) er endnu ikke kommet igennem den fornyede klagerunde. Vi har fået oplyst, at svaret kan forventes om 6-8 uger, at det endnu ikke er besluttet, om klagen skal have opsættende virkning (hvad det end måtte betyde) samt at ansvaret for genbehandling af klagen er overgivet til en ny medarbejder pga. den ringe kvalitet den første behandling af klagen havde været udsat for. Vi må gerne sende supplerende materiale til underbygning af vores klage. Det vil vi gerne og arbejder på et udkast. Når den færdige version foreligger, bliver den lagt ind under dette nyhedsbrev.
- Skattemæssigt fradrag for snerydning. Skat skal kun have fire oplysninger vedr. snerydningsarbejdet, hvis du ønsker at benytte fradragsmuligheden: typen af arbejde (Snerydning), CVR nummeret på Snekongen (34043922), udgift til arbejdsløn ex. moms: (680 kr (=850 kr efter moms)) og betalingsdatoen (se din bankkontoudskrift). Se mere under fanebladet 'Om os’.
- Støj fra Tivoli. Når Tivoli Friheden slutter sæsonnen om efteråret fortsætter Restaurant Terrassen og Hermans Teateret deres virke.
Da vi på vores hjemmeside i sin tid bød Hermans Teater velkommen til området, var det naturligvis i forventning om, at såvel Hermans som restauranternes arrangementer blev gennemført efter de regler for støjudledning, der gælder for området. Desværre har der allerede nu været så mange eksempler på overtrædelse af regelsættet, at vi ikke blot har fundet det nødvendigt at klage til Tivoli Frihedens daglige ledelse, men også til kommunen og nu senest til politiet. Vi har, som det fremgår af vores brev til politiet, bedt om at få reglerne for støjudledning præciseret for både kommunen, der er den ansvarlige kontrolmyndighed, og for Tivoli Friheden.
Støjen I forbindelse med et af koncertarrangementerne var så voldsom, at vinduerne klirrede og gulvbrædderne rystede hos de nærmeste genboere, at den gav tordenagtige lyde i bygninger i næste række, mens flasker faldt ned fra hylder i tivolis egne bygninger. Det sidste burde vel have været et vink med en vognsstang om, at lyden var alt for høj, og at der følgelig skulle skrues ned for lyden, men der skete ikke, for man havde lovet kunstnerne, at de måtte medbringe eget lydanlæg. Et sådan løfte burde selvfølgelig have været supplerert med et krav om, at reglerne for støjudledning, som Tivoli Freiheden er underkastet, skulle overholdes.
Klagen til politiet kan ses her. - Trafik- og P-planlægningsarbejdet. Trine Buus Karlsen har sendt en opdateret version af afmærkningsskemaet, som vi tidligere har orienteret om. Det er meget stort og for det utrænede øje uforståeligt. Vi har derfor samlet vores observationer og synspunkter i 10 punkter med fordele og ulemper, som vi ser dem. Vi opfordrer til, at både kortmaterialet og vore synspunkter vurderes grundigt, så også de emner og gener, vi måtte have overset kommer frem, og det man er uenig i bliver kommenteret.
Om selve processen skriver Trine:
"Til jeres information vil tegningen (E-xxx-1) komme på Færdselsmøde med Østjyllands Politi sidst i februar. Da jeg ikke har hørt fra jer regner jeg med I ingen bemærkninger har til denne. Herefter vil der blive gennemført en Høring af beboerne og skolerne i området – denne Høring vil efterfølgende føre til en Afgørelse.
Hvis alt går efter planen må det forventes at vi kan etablere striber og skilte (lille udgift) i efteråret 2014 mens hævede flader (høj udgift) skal der søges om midler til.
God vinterferie.”
Vi har sendt omstående bemærkninger til Trine Buus Karlsen og supplerer med dem vi måtte modtage fra medlemmerne.